"Skyen" skal hjælpe TDC med at genrejse den pressede erhvervsforretning

Danmarks største teleselskab klar med en halv mia. kr. til en satsning på cloud-løsninger. CLOUDEON skal hjælpe TDC's kunder med at tage de digitale skridt og få dataen op i skyen.

Bragt af Jyllandsposten den 6. februar 2019. Af Anders Leonhard  

Press / 070219

 TDC Erhverv, Michael Moyell Juul


Det er masser af vækst at hente for TDC i at hjælpe virksomheder med at modernisere deres dataopbevaring, mener koncerndirektør for TDC Erhverv, Michael Moyell Juul.  
Foto: Stine Bidstrup. 

 

TDC vil have genrejst sin erhvervsforretning, og derfor er Danmarks største teleselskab klar med en halv mia. kr. til en satsning på cloud-løsninger.

I stedet for blot at sælge telefoni og bredbånd til virksomhederne vil TDC være blandt de førende på såkaldte cloud-løsninger, som skal sælges på toppen af kerneprodukterne.

Cloud-løsningerne kan f.eks. være video- og it-applikationer til intern kommunikation. Men det dækker også over at flytte virksomhedernes data fra serverne i kælderen til online dataservere, som går under navnet Skyen.

 

"Der er ingen tvivl om, at der på sigt er et kæmpe markedspotentiale for TDC netop her".
Michael Moyell Juul, koncerndirektør for TDC Erhverv.

Her ser TDC et stort guldæg, fordi kun hver tredje danske virksomhed med mere end 10 ansatte har lagt deres data op i Skyen, viser tal fra Danmarks Statistik.

"Det er naturligt, at mange virksomheder er betænkelige ved at tage det sidste skridt og lægge alt deres data op i skyen. De er vant til, at deres data ligger trygt på servere i kælderen. Men der er ingen tvivl om, at der på sigt er et kæmpe markedspotentiale for TDC netop her," siger Michael Moyell Juul, koncerndirektør for TDC Erhverv.

TDC købte i oktober 40 pct. af cloud-virksomheden Cloudeon, der netop hjælper virksomheder med at tage det sidste digitale skridt og få dataene op i skyen.

"I virkeligheden er der kæmpe fordele ved at bruge skyen til dataopbevaring, fordi man kan udnytte en masse applikationer til at analysere og få indsigt i dataene,"siger Michael Moyell Juul.

 

"Det er et område, hvor vi har tocifrede vækstrater".
Michael Moyell Juul, koncerndirektør for TDC Erhverv.

 

Erhvervsdirektøren har fået en halv milliard over de næste fem år til at udvikle cloud-området. Det kan også give plads til et opkøb eller to mere.

"Det er et område, hvor vi har tocifrede vækstrater. Derfor er det en central del af vækststrategien at sælge cloud-løsninger på toppen af erhvervstelefoni og bredbånd," siger han.

Cloud-løsninger fylder kun et hjørne af TDC Erhverv og bliver næppe en redning for erhvervsforretningen alene. Hårdt prispres på erhvervstelefoni- og bredbånd har skåret 24 pct. af omsætningen i TDC Erhverv siden 2015.

Michael Moyell Juul tror dog heller ikke, at Cloud-løsninger kan genrejse TDC Erhverv alene, men han ser det i stedet som et vigtigt vækstben i hårde tider.

"Vi tror, at kampen om erhvervskunderne skal vindes gennem pakkeløsninger, hvor vi ikke kun tilbyder telefoni og bredbånd, men også hjælper med at digitalisere hele virksomheden med alt fra netværk og sikkerhed driftet som en service - til modern workplace og dataanalyse," siger han.

 

"Vi sigter efter at kunne spare en halv time i gennemsnit for en medarbejder gennem bedre videoløsninger og samarbejdsværktøjer".
Michael Moyell Juul, koncerndirektør for TDC Erhverv.

 

Mange virksomheder bruger allerede cloud-løsninger i form af nogle applikationer, så medarbejderne kan kommunikere internt i virksomheden. Det kan f.eks. være, at en gæst logger sig ind på en tablet i receptionen, hvorefter gæstens ankomst automatisk bliver givet videre til den pågældende modtager.


I det hele taget handler cloud-løsninger om at fjerne manuelle procedurer i virksomhedernes it-system og gøre det nemmere at kommunikere på lange afstande.

"Målet er at levere løsninger til virksomhederne, som gør, at deres medarbejdere kan arbejde markant mere effektivt. Vi sigter efter at kunne spare en halv time i gennemsnit for en medarbejder gennem bedre videoløsninger og samarbejdsværktøjer, så de f.eks. ikke skal pendle lige så meget," siger Michael Moyell Juul.

En ny analyse fra Synergi Research viser, at cloud-markedet i 2018 rundede 250 mia. dollars, hvilket svarer til en vækst på 32 pct. i forhold til 2017.

Derfor får TDC hård konkurrence på cloud-markedet fra både små og store selskaber, heriblandt hovedkonkurrenten i Danmark, Globalconnect, der har kapitalfonden EQT i ryggen.

Globalconnect har netop fusioneret med den norske fiberkæmpe Broadnet og er klar til et vækstfremstød på cloud-markedet. Ifølge Globalconnect-topchef Martin Lippert vil selskabet dog ikke rådgive virksomhederne om, hvordan de skal gribe en cloud-strategi an.

"Men når de så har fundet ud af, hvordan de rent faktisk gerne vil have deres strategi, så kan vi bygge den og drive den for dem. Det er vores ambition," sagde han til IT Watch i januar.

Vil du høre mere om dine muligheder for at rykke i cloud?

Udfyld formen herunder og vi vil kontakte dig snarest.